Give Mandskor
Koret fotograferet under optræden på Riis Friplejehjem d. 4. juni 2015


            
         

Give Mandskor dirigeret af Alberto Malisani           


Give Mandskor - der består af ca. 35 sangere i deres bedste alder, sangmæssigt! - har uden pause været aktivt siden 1933. Koret har i årenes løb givet masser af koncerter i Give og omegn og er derfor en væsentlig del af det lokale musikliv.


Sangerne er fordelt på fire stemmer: 1. og 2. tenor  er høje og lyse, mens 1. og 2. bas er dybere og mørkere. Nye sangere vil af dirigenten blive testet stemmemæssigt og blive placeret, hvor stemmen bedst kommer til sin ret. Nodekendskab er ikke en forudsætning, men man skal kunne synge rent. Har man tid, lyst og en pc!- kan man her øve sig på sin stemme hjemme, idet mange af sangene er lagt ud på nettet i alle fire stemmer.

I den kommende sæson overtager Alberto Malisani ledelsen af koret, efter at han i sidste sæson af og til vikarierede som dirigent. Det gjorde han så godt, at sangerne glæder sig til, at han nu får ansvaret for korets udvikling. Alberto, der stammer fra Argentina, er konservatorieuddannet i sit hjemland og har en grundig praktisk-musisk erfaring i f. eks. korledelse på forskellige niveauer i Danmark. Han taler udmærket dansk og forstår til fulde den specielle humor i koret!


Med ny dirigent vil repertoiret også i nogen grand blive fornyet i retning af populære numre fra bl. a. revy- musical- og evergreen-genren. Koret håber med denne fornyelse at kunne gøre sig interessant som underholdende indslag til fødselsdage, jubilæer, etc. – dog uden at give køb på traditionelle koncerter på plejehjem og i kirker, mv.


Øve aftenerne, der altid afvikles onsdag aften på Diagonalkroen, er kernen i koret. Det er her fællesskabet og glæden ved at synge, stortrives. Tonen er afslappet, gemytlig og venskabelig, hvilket betyder, at mødeprocenten er høj, selvom der ikke er mødepligt.


Give Mandskor er en oase for sangglade modne mænd.

           

 11. juni 2015 - Freddy